Formandsberetningen for 2020
Vi afholder igen i år en udskudt generalforsamling pga. Covid-19 og myndighedernes forsamlingsrestriktioner.
2020 har været et meget stille år for grundejerforeningen. Kun et enkelt bestyrelsesmøde og meget få aktiviteter at skrive om, fra året der gik.
Sidste år på denne tid, havde vi fine planer og hensigter med alt det vi skulle i gang med, men det holdt ikke længe inden at disse planer blev udskudt. Covid har så sandelig præget vores lille forening.
Denne beretning bliver derfor også en af de korte udgaver.
Bestyrelsens fornemste opgave er stadig, at gøre det rart at bo her. Alle i Konge-Åsen har dog et ansvar for, at hjælpe med til at det lykkes. Her tænkes særligt på de regler vi selv har vedtaget.
Tænk på dine omgivelser og hvordan du undgår, at komme i konflikt med dine naboer. Tænk over, hvor du sætter din campingvogn eller trailer. Står den uhensigtsmæssigt eller i lang tid på fællesområder, hvor der ikke må stå noget.
Jeg bliver af og til kontaktet af medlemmer, der vil høre, hvad grundejerforeningen vil gøre ved forskellige problemstillinger som de er blevet vidne til. Næsten hver gang må jeg henvise til, at det er en politisag.
Grundejerforeningen har ikke bemyndigelse til at være politi eller have påtaleret over for medlemmer der skejer ud.
Det er kommunen der har påtaleret, hvis medlemmerne ikke kan enes, eller nogle forbryder sig mod reglerne.
Vi kan henstille i sager, inden det bliver så alvorligt, at indberetning til kommunen sker.
Økonomi:
Den kører efter vedtaget budget på sidste generalforsamling. Vores forening har lille overskud og tingene kører rundt med de nuværende indtægter og udgifter.
Derfor er vores kontingent også blevet videreført fra sidste år, hvilket ingen har klaget over endnu.
Vi arbejder ikke med planer eller kender til sager der skulle påvirke vores kontingent for i år.
Vores kasserer Martin måtte pga. arbejdspres overlade posten til Peer i efteråret. Tak til Peer for at han ville træde til og hjælpe os frem til i dag.
Også en tak til Freddy for, at du igen ville hjælpe os med revisionsopgaven.
Vi er som andre foreninger i Danmark blevet ramt af negative renter, der bliver beregnet fra første krone.
Vi har sidste år betalt Sparekassen Sjælland og Fyn 1.800 kr. i renter og gebyrer for vores lille konto.
Jeg vil gerne have en drøftelse her på generalforsamlingen om vi kan /skal gøre noget for at mindske dette beløb.
Hjemmesiden og mail:
Johnny har opgaven med vores hjemmeside.
Indholdet rummer faktisk en del informationer. Specielt nye medlemmer kan få vigtig information.
Vigtig information vil stadig blive omdelt pr. brev til de få, der ikke har tilmeldt sig E-post ordningen.
Domænenavnet konge-åsen.dk er nu blevet hægtet på vores CVR nr. som igen er hægtet på et navn. Pt. Martin Kristiansen.
Vi er stadig interesseret i at låne billeder, der har historisk perspektiv for Konge-Åsen og scanne dem ind til hjemmesiden.
Fint arbejde og kæmpe tak til Johnny for dit arbejde med hjemmesiden.
Der er oprettet en Konge-Åsen gruppe under Facebook. Man kan tilmelde sig på
Hussalg:
I 2020 blev 9 huse overtaget af ny ejer. Det er langt over, hvad der i mange år har været normen for området. Hjertelig velkommen til vores nye medlemmer!
Vi håber I bliver glade for jeres valg af bosted.
Legeplads:
Der indløber hvert kvartal en 10-12 siders rapport fra Kommunen indeholdende div. fund af fejl og mangler der skal rettes.
De handler mest om hypotetiske ting, der kunne tænkes at opstå, så kommunen kan se, de får noget for deres mange penge. Det nye firma dumper også vores legeredskaber i forhold til nye standarder, selvom de overholder de standarder, de blev godkendt efter den gang de var nye.
Firmaet skriver dog også i rapporten, at der ikke er juridisk hjemmel til at de kan kasserer legeredskaberne.
Selvfølgelig skal ingen kunne komme til skade på vores legeplads, men vi er kommet dertil, at vi selekterer, hvad der er vigtigt.
Rapporterne er i øvrigt meget forskellige i deres konklusioner, selvom der intet er foretaget af rettelser på legepladsen i lang tid.
Vi har udeladt vedligeholdelse af faldunderlaget fra kontrakten med indu. Vi skal selv sørge for at løsne faldunderlaget en gang om året.
Vi afholder arbejdsdag på legepladsen i år den 3. juli, hvor flere småopgaver lige skal fixes. Bestyrelsen vil gerne have hjælp til det, så hvis du kan afse en time til hjælp, vil jeg blive glad.
Vi indgik en ny treårig kontrakt med Torben Nielsen om vedligeholdelse af arealet på legepladsen sidste år.
Det er blevet lidt dyrere end før, men der er også kommet lidt flere ting til og pt. ser det ud til at arealet er bedre holdt.
Der blev som vedtaget på sidste generalforsamling indkøbt og opsat et bord-bænkesæt i vedligeholdelsesfri materialer til legepladsen, i sted for det gamle, der er ved at skilles ad. Det vejer ganske meget, så Torben bad om, at det fik en plads på nogle fliser, da han ikke kunne flytte det, hver gang der skulle slås græs.
Tak til Benny i nr. 71 for hjælpen med at grave mulden af til det.
Legepladsudvalg:
Desværre kom Covid-19 på banen igen, netop som man ville til at tage fat i sagen.
Johnny har alligevel tænkt, at covid ikke skal stoppe alt, så han har købt to fodboldmål og opsat dem på plænen. Vi håber de kan give lyst til lidt boldspil for børn og voksne.
Vi skal huske at ansøge kommunen om byggetilladelse, hvis der skal placeres noget ikke flytbart på legepladsen. Det er pga. adgangsvejen til SK Forsyning´s vandboring oppe i hjørnet.
Kommunen har plantet et nyt informationsskilt i adgangsvejen, så bilerne har problemer med at komme ind og ud men det må de selv rode sig ud af.
Hvis man gerne vil deltage i dette udvalg, skal man rette henvendelse til Johnny eller Claus.
Legepladsdag for alle:
Vores sociale sammenkomst på legepladsen i august blev en fin og vellykket eftermiddag med godt vejr.
Vi er stadig meget åbne for nye input til dagen. Gerne noget med køb/salg og spil hvor børn kan være med.
Vi gentager arrangementet igen til august og håber, at flere medlemmer vil komme forbi med kaffen og bruge et par timer sammen.
Veje:
Kommunen er blevet kontaktet ang. vores huller i vejen. De har ikke reageret endnu 1 år efter.
Ny gadebelysning:
Vi får nu etableret ny gadebelysning i hele Konge-Åsen efter mange års venten.
SK-Forsyning opsætter høje lysmaster på stamvejen og en mindre kegle type på stikvejene.
Hele kabelnettet til gadebelysningen bliver fornyet ved samme lejlighed.
Fliserne ligger af h. til efter dem, så det skal vi have fokus på inden opgaven færdigmeldes.
I den forbindelse vil nogle af jer opleve, at jeres hæk bliver raseret. Især hvis den er plantet i skel eller vokser ud over fortovet.
Mandskabet har ordre på at opsætte masten X cm. fra kantstenen, hvilket de ikke fraviger.
Indbrud:
Vi er til stadighed plaget af dette uvæsen.
Vi kan nok ikke stoppe den slags mennesker, men vi kan gøre meget for at passe på vores ting og os selv.
Nabohjælp ordning:
Jeg skal kraftigt opfordre til, at man går ind og tilmelder sig på https://nabohjælp.dk
Hvis man downloader deres app, kan man se hvilke naboer, der også er tilmeldt ordningen og dermed måske få lavet en aftale om at se efter huset, når man er væk.
Der bliver på deres hjemmeside også informeret om mange andre relevante ting. Det er gratis at være med og vi kan alle sammen få brug for hinandens hjælp.
Kobæk vejen:
Vi og flere medlemmer deltog i 2018 i en høringsproces oppe på p-pladsen ved Fælles-Flid.
Der bliver ikke planlagt med nye tiltag på vejen mellem Lodshusvej og Bakkedraget. Der er stadig meget tung trafik på vejen døgnet rundt, som nogle af medlemmerne er meget bevidste om. Der er indført fartbegrænsning på 60 km/t. via nye skilte på hele Kobækvej.
Hundeposer i hækken:
Der bliver stadigvæk smidt hundeposer med indhold i vores hække. Noget forbandet svineri, som jeg håber ikke stammer fra vores egne medlemmer. Hvis man observerer den slags, må man godt på en pæn måde bede vedkommende om, at samle sin pose op og medbringe den til nærmeste skraldespand.
Flis hugger:
Flis huggeren er en meget populær ordning, som fortsætter selv om Per er stoppet.
Vi fortsætter nu med Gregers Rasmussen fra Boeslunde på samme betingelser.
Trailer:
Der blev indkøbt en ny som vedtaget på generalforsamlingen i 2018.
Der er blevet sat kodelås på den som et forsøg, da den også blev ”lånt” af folk, der intet har med Konge-Åsen at gøre. Den er kun til låns af folk der bor i Konge-Åsen, eller som er med i bilen den er prodset på.
Familie og bekendte til bosatte i Konge-Åsen har ikke lov til at låne den.
Det er den trækkende bils ansvarsforsikring, der skal dække ved alle trailerskader. Ikke grundejerforeningen.
Kopien af registreringsattesten som skal medbringes ved lån, har en tendens til at forsvinde og må erstattes jævnligt. Hermed en opfordring: Husk at bringe den tilbage i postkassen efter brug.
Når I indleverer traileren til rep., skal I huske at oplyse jeres navn og hus nr., så vi kan se, at I kommer fra Konge-Åsen. Grundejerforeningen skal nok betale rep. omkostningerne på traileren.
Der ligger en informationsseddel i postkassen ang. brugen af traileren.
Husk at strege din reservation i bogen, hvis du alligevel ikke skal låne den som planlagt.
Ligeledes er der en forventning om, at traileren naturligvis er tømt og rengjort samt intakt, når den bliver afleveret.
Pas godt på den. Den skal holde i mange år.
Konge-Åsen 2
Bygningen er solgt til en investor fra Esbjerg der vil leje den ud til Spar kæden (Dagrofa).
Bygningen er ved at blive delt op i to lejemål. Lejer til det andet kender jeg ikke pt.
Planen er at Spar butikken skal åbne i sommer. Jeg kontakter investor ang. græsslåning.
Græsvænget:
HD Ejendomme i Odense ejer græsmarken over for T- krydset.
Jeg skrev en mail direkte til direktøren, efter gentagende gange at være blevet smidt ud af deres chef for gartnerafdelingen. Der er sket noget, for nu slår de græsset i en bane op mod vores hække.
Græsmarken er stadig en øjebæ, men jeg orker pt. ikke mere bøvl med det firma.
Hans Henning Larsen
Konge-Åsen 13