Formandsberetningen for 2018
2018 har været et forholdsvis stille år for grundejerforening. Bestyrelsen har alligevel lidt der kan fortælles om.
Økonomi: Den kører efter budgettet vedtaget på sidste generalforsamling. Vores forening en sund økonomi uden noget prangende overskud, helt efter planen. Bestyrelsen drøfter løbende størrelsen på vores kontingent og mener pt. det passer til de opgaver og aktiviteter der for tiden arbejdes med i foreningen. Vi kender ikke til og planlægger ikke med øget udgifter i det kommende år. Det er klart, at der kunne bruges flere penge til nogle nye tiltag, men som alle andre steder, må ønsker og drift tilpasses de midler der er til rådighed. Vores ihærdige kasserer Peer arbejder troligt med, at få regninger betalt og indtægter kradset ind, så vores regnskab kan godkendes til sidst. Kæmpe tak for din ildhu og store arbejdsindsats i foreningen Peer. Også en tak til Freddy for, at du igen ville hjælpe os med revisionsopgaven.
Hjemmesiden: Johnny har opgaven med vores hjemmeside. Indholdet vokser lidt efter lidt og rummer faktisk en masse informationer. F.eks. møde ref. osv. Vigtig information vil stadig blive omdelt pr. brev til dem, der ikke har tilmeldt sig E-post ordningen. Vi sælger stadig lidt annonceplads som giver lidt til vores fælles kasse. Jeg håber, at vores annoncører oplever at får noget igen, så de vil fortsætte støtten. Vi er stadig interesseret i at låne billeder, der har historisk perspektiv for Konge-Åsen og scanne dem ind til hjemmesiden. Fint arbejde og kæmpe tak til Johnny for dit store arbejde med hjemmesiden.
Der er oprettet en Konge-Åsen gruppe under Facebook. Man kan tilmelde sig på https://www.facebook.com/groups/191690044208979/?notif_id=1511707798159429¬if_t=group_r2j_appr oved
Det skete der i Konge-Åsen 2018:
I bestyrelsen arbejder vi med, at gøre området ”lækkert” for potentielle købere, så priserne ikke synker mere. Desværre er huspriserne stadigvæk ikke fulgt med udviklingen på landplan. Vi skal fortsat arbejde med tiltag, der gør det rart at bo her. Vi har alle i Konge-Åsen et ansvar for at hjælpe med til, at det lykkes. Her tænkes særligt på de tinglyste regler, der er beskrevet i lokalplanen samt de regler vi selv har vedtaget som supplement. Tænk på dine omgivelser og hvordan du undgår, at komme i konflikt med dine naboer.
Der er i 2018 solgt 1 hus og til d.d. 3 huse i 2019. Hjertelig velkommen til vores nye medlemmer! Vi håber I bliver glade for jeres valg af bosted.
15.000 krokus løg blev plantet i efteråret ved fælles indsats. Helle og Bent i nr. 27 syntes på deres søndags gåtur, at der manglede noget, der kunne lyse op i det tidlige forår her i Konge-Åsen. De fik opgaven med, at finde på noget og et beløb der kunne bruges til formålet. Kommunen skulle inddrages, pga. deres ejerskab af fællesarealerne.
25. april 2019 FORMANDSBERETNING FOR 2018
Til stor glæde og forundring valgte kommunen at forærer os alle blomsterløgene, som vi igen kort stund i år har haft fornøjelsen af. Forhåbentlig kan vi sætte næste skridt af forskønnelsesprocessen i gang i år. Tak for jeres initiativ og planlægning Helle og Bent. Der skal også være en tak til dem som mødte frem og hjalp med plantningen. Ved fælles hjælp kan vi komme langt.
Fibernet: Så lykkedes det endeligt, at få Konge-Åsen med på fiber teknologien. Tak til Brian som har brugt en del tid på kommunikation med Fibia. Jeg må set i bagspejlet indrømme, at jeg ikke i min vildeste fantasi, havde forstillet mig, hvor meget bøvl og besvær dette firma kan frembringe. Jeg vil gerne her undskylde, over for alle jer der føler sig narret og vildlet, pga. af min opfordring om tilmelding til fiber forbindelse. Jeg vil og kan ikke længere på nogen måde, stå inde for Fibias flossede forretningsmoral og deres tvivlsomme produkter. Senest er det konstateret, at vi er blevet brugt som ”offerlam”, så Fibia kan tilbyde resten af Skælskør gratis tilslutning inkl. 2 mdr. gratis abonnement iflg. deres hjemmeside. Som de siger i deres kundeservice ”nogle skal jo betale for, at andre kan få det gratis” En kompensation er vel et rimeligt krav, men dem der klager, får et beskidt svar tilbage, hvor de skriver, at vi jo bare kan skride, hvis vi er utilfredse. Så det er vi nogle der har gjort. De er heldigvis ikke ene om at udbyde internetforbindelse her i området og det skal vi udnytte.
Legeplads: Det er en opgave der fylder meget i vores arbejde. Der indløber stadig hvert kvartal en 10-12 siders rapport fra et godkendelses firma. Kommunen forlanger ukritisk, at tingene bliver rettet iflg. disse rapporter. Nu handler de mest om ting der kunne tænkes at opstå, så firmaet kan opretholde deres besøg. B.la. dumper de vores gamle legeredskaber i forhold til nye standarder, selvom de overholder de standarder, de blev godkendt efter den gang de var nye. Iflg. firmaet Kompan har de ikke juridisk hjemmel til at gøre det. Kommunens svar er, at det har kommunen selv bestemt, at de nye ISO regler skal være godkendelseskriteriet. Selvfølgelig skal ingen kunne komme til skade på vores legeplads, men det har taget en uacceptabel retning der ikke giver mening mere. Vi er kommet dertil, at vi selekterer dem. Så må vi se, hvad kommunen vil gøre ved det. Rapporterne er i øvrigt meget forskellige i deres konklusioner, selvom der intet er foretaget af rettelser på legepladsen i lang tid.
Legepladsudvalg; Vi har arbejdet med idéen at lave en mini fodboldbane, hvor flere generationer kan samles om noget boldspil. Desværre løb projektet ind i flere problemer end vi havde forudset. Vi kunne se, at en påfyldning af noget jord og en planering af lunken var nødvendig, hvis man skulle spille bold der. Kommunen har indsat en ny ansvarlig på området, som absolut ikke ville have at vi fyldte jord på. I den forbindelse fik vi også overdraget alt drift og vedligeholdelse af arealet. Det er dog ikke på skrift, så det tager vi let på og så længe de har vandboringen, vil de jo nok gerne bestemme, hvad der skal ske på arealet. Det som satte en stopper for projektet var prisen for jorden til planering. Der skal bruges min. 16 vognlæs og en planering til en pris af ca. 23.000 kr. + mål og net. Det kan jeg ikke her på generalforsamlingen stå og forsvarer, at have brugt på et areal der ikke tilhører os. I de sidste tre år er der blevet afsat kr. 15.000, så vi nu har opsparet 45.000 kr. til nye tiltag på legepladsen. Vi ønsker pt. ikke yderlig opsparing. Legepladsudvalget må i tænkeboks igen og finde nogle andre tiltag, der giver mere for pengene. En voldsom dyr faktor på alt nyt legeudstyr og etablering af det er sikkerhedsreglerne.
Legepladsdag: Vores sociale sammenkomst på legepladsen i august blev en vellykket eftermiddag med forskellige aktiviteter. Vi er stadig meget åbne for nye input til dagen. Gerne noget køb og salg. Vi gentager arrangementet igen til august og håber, at flere medlemmer vil komme forbi med kaffen og bruge et par timer.
Bähncke: Måske pga. gunstige vejrforhold eller en bedre teknik på fabrikken, har der ikke været så voldsomme lugt gener i vinter, men helt lugtfri produktion kan vores nabo ikke opnå.
Kobækvejen: Vi og flere medlemmer deltog sidste år i en høringsproces oppe på p-pladsen ved fælles flid. Der er ikke fremkommet mere om sagen siden.
Nabohjælp ordning: Jeg skal kraftigt opfordre til, at man gå ind og tilmelde sig på https://nabohjælp.dk Der bliver du guidet til, hvad du kan bruge dit medlemskab til. Det er gratis at være med og vi kan alle sammen få brug for hinandens hjælp.
Hundeposer i hækken: Der er en meget uheldig udvikling i området. Der bliver smidt flere og flere hundeposer med indhold i vores hække. Noget forbandet svineri, som jeg håber ikke stammer fra vores egne medlemmer. Hvis man observerer den slags, må man godt på en pæn måde bede vedkommende om, at samle sin pose op og medbringe den til nærmeste skraldespand.
Skraldespande: Kommunen fattes penge og vil ikke sætte flere skraldespande op i vores område. Grundejerforeningen ”driver” en ved indgangen til legepladsen. Den bruges flittigt. Måske lidt for flittigt. For nu er der nogle der dumper deres eget private husholdningsaffald samt byggeaffald i den. Det er ikke i orden og vi vil kigge lidt ekstra efter den og dem der kommer forbi. Hvis man ser den slags ulovligheder, vil jeg gerne underrettes.
Flishugger: Flishuggeren er en meget populær ordning. Han kommer her den 27. april og igen den 26. oktober.
Trailer: Der er blevet indkøbt en ny som vedtaget sidste år på generalforsamlingen. Den er lidt mindre end den gamle, men må så til gengæld spændes på langt de fleste biler. Den er købt med lidt ekstra højde på siderne og en længde på lidt over 2 m. og må lastes med max. 375 kg. Tak til Claus for arbejdet. Det er den trækkende bils ansvarsforsikring, der skal dække ved alle trailer skader. Ikke grundejerforeningen. Kopien af registreringsattesten som skal medbringes ved lån, har en tendens til at forsvinde og må erstattes jævnligt. Hermed en opfordring: Husk at bringe den tilbage i postkassen efter brug. Når I indleverer den til rep., skal I huske at få skrevet jeres navn og hus nr. på fakturaen, så vi kan se, at I kommer fra Konge-Åsen. Grundejerforeningen skal nok betale alle omkostningerne på traileren. Der ligger en informationsseddel i postkassen ang. brugen af traileren. Husk at strege din reservation i bogen, hvis du alligevel ikke skal låne den som planlagt. Ligeledes er der en forventning om, at traileren naturligvis er rengjort og intakt, når den bliver afleveret. Den er før blevet stillet tilbage med knust lygte eller flade hjul. Pas godt på den. Den skal holde i mange år.
25. april 2019 FORMANDSBERETNING FOR 2018
Trafik fra Møllebakken gennem Konge-Åsen: Lokalplanen om ny boligbebyggelse på højskolen og tilstødende areal er vedtaget. På borgermødet i det røde pakhus, udtrykte jeg min bekymring ang. øget trafik gennem Konge-Åsen, som en følge af dette store bolig projekt. Fik i øvrigt støtte af folk fra Rådmandsvej og Lovsøvej. Embedsfolkene fra kommunen mente ikke, det var en del af den fremsatte lokalplan og derfor ikke var et emne der skulle debatteres. Det er et emne, vi ikke agter at lade ligge uberørt og vil kæmpe for en sikker trafikafvikling i vores område.
Meny: Der går rygter om, at der er forhandlinger i gang om noget. Det kender jeg intet til. Jeg har løbende en dialog med KFI. om, at de skal holde området pænt. De skal lige forstå, at fortovet også en del af deres ansvar.
Græsvænget: HD Ejendomme i Odense blev igen sidste år kontaktet mht. deres øjebæ af en græsmark over for krydset. Det endte desværre med selvtægt fra min side, da de stadig ikke kan begribe, at græs har det med at gro om sommeren. ”Græs må først slås en gang i efteråret, når alle dyrene ikke bor der længere”. Det vælter ind med ukrudt i vores haver, så det kan vi ikke vente på. Nu begynder en ny sæson, hvor jeg starter forfra med dem. Jeg mener, det er ren chikane fra deres side. Juridisk afd. i Slagelse kommune er blevet kontaktet og forelagt sagen. De vil måske se på det, hvis der indkommer en klage vedlagt billeder. Jeg har erfaret at HD. Ejendomme er underlagt en servitut, lige som os der siger, at så længe grunden ikke er bebygget skal den holdes som have. Det er så en juridisk fortolkning, hvor langt græs man normalt har i en have.
Hans Henning Larsen Konge-Åsen 13