Referat af bestyrelsesmøde den 4. november 2019
1. Økonomi/ budget d.d.
Økonomien ser fin ud. Der er én enkelt kontingentrestance, som vi vil prøve, at få indhentet snarest.
2. Legepladsrapport.
Slagelse kommune har skiftet selskabet ud, der fører tilsyn med legepladsen. Det har medført et nyt digert værk om legepladsens tilstand. Det er bestyrelsens vurdering, at ingen af bemærkningerne umiddelbart giver anledning til at foretage sig yderligere.
Der har været en situation, hvor nogle børn har revet sig på rustne søm i rutschebanetårnet. Sømmene er blevet ’banket på plads’, så de ikke er til skade mere.
3. Ny udbudsrunde ang. vedligehold af legeplads.
En ny aftale om vedligeholdelse af legepladsens arealer skal udarbejdes. Det blev besluttet, at sende opgaven i udbud.
Inden da vil bestyrelsen dog undersøge, om der evt. er en af foreningens medlemmer, der er interesseret i opgaven.
4. Erhvervsansvarsforsikring.
Foreningen har i en årrække betalt til en erhvervsansvarsforsikring. Historien bag tegningen af forsikringen er gået i ’glemmebogen’. Det undersøges, hvad forsikringens formål er inden den evt. skal fornyes eller opsiges den 30. november.
5. Hjemmesiden.
Bestyrelsen håber, at flere og flere af foreningens medlemmer får kendskab til og vil benytte sig af informationerne på hjemmesiden. Teksten om dagligvarebutikken skrives ud af hjemmesiden.
6. Projekt legeplads og mangel på samme.
Arbejdet med fornyelser på legepladen har ligget stille p.g.a. tids og -mandskabsmangel.
Udvalget vil prøve at blive suppleret med flere kræfter, så der kan komme gang i aktiviteterne i løbet af 2020.
7. Flishugger dato og kontakt.
Datoerne for flishuggerbesøg 2020 foreslås til lørdag den 4. april og 24. oktober. Datoerne checkes for godkendelse.
8. Interne ’vis hensyn’ regler.
Der er medlemmer, der ikke overholder vores vedtagne regler for brug af larmende maskiner i sommerperioden.
Bestyrelsen vil på den kommende generalforsamling tage punktet op, med henblik på at få besluttet om der skal udarbejdes nye regler og om der er mulighed for evt. sanktionsmuligheder.
Vedr. husdyr, der støjer henvises der til Slagelse Kommunes Vejledning i hønsehold i boligområder og Bekendtgørelse af lov om hunde.
Vedr. rotter, som vi alle helst er foruden som husdyr, opfordrer bestyrelsen medlemmerne til at checke deres husforsikring, da skadedyrsforsikring ikke altid indgår i en standardforsikring og derfor skal tegnes ekstra.
De kan blive en bekostelig affære, hvis oprydning og skadeudbedring efter rotter skal afholdes af en selv.